I næsten alle tilfælde forløber mødet mellem medarbejder og kunde i en god stemning og helt uden problemer. Men indimellem opstår der vanskelige situationer, fx når en medarbejder er nødt til at skuffe kundens forventninger. I den slags situationer reagerer nogle få kunder udfarende, fx med verbale trusler og i sjældne tilfælde fysisk vold.
Dette hæfte er en kort introduktion til disse emner. Det er primært henvendt til jer, der er ledere, HR, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i finanssektoren samt til de samarbejdsfora, hvor I drøfter personalepolitik, arbejdsmiljø, sikkerhed og sundhed.
Hovedbudskabet er, at trusler og vold aldrig må være den enkeltes problem. Det er noget, arbejdspladsen skal samarbejde om at tage alvorligt.