Rum & Bevægelse
Ni ud af ti i den finansielle sektor arbejder i åbne kontormiljøer.
De åbne kontormiljøer kan give positive effekter i form af gennemsigtighed, videndeling og samarbejde – og herigennem øget trivsel.
Men de åbne kontormiljøer byder også på udfordringer, der kan påvirke negativt. Indeklimaet kan fx være en svær størrelse at få til at fungere, så det er behageligt for alle. For når nogle fryser, har andre det for varmt. Kultur og adfærd har også stor betydning, for når nogle forstyrres af støj, så arbejder andre helt upåvirket videre.
Skab bevægelse i arbejdet
Kontorarbejde kendetegnes ved at være stillesiddende. Der bruges stadig mere tid ved skrivebordet og ved skærmene. For mange har det fysiske konsekvenser i form af smerter i skuldre, arme, ryg og nakke.
Men det er heldigvis muligt at gøre noget ved det.
Nudging kan anspore til bevægelse i løbet af arbejdsdagen. Man kan lave fysiske øvelser – alene eller sammen med sine kolleger – og man kan få ergonomisk vejledning i at have gode og varierede arbejdsstillinger.
Og helt grundlæggende kan kontormiljøerne indrettes, så de fungerer i forhold til de opgaver der skal løses, og i forhold til de mennesker der skal arbejde i dem.
Find inspiration til arbejdet
BFA Finans har medvirket til at udvikle en række guides, inspirationsmaterialer og værktøjer, der alle har fokus op arbejdet i de åbne kontormiljøer, og de muligheder og udfordringer der knytter sig hertil.
Materialerne finder du under emneordene til højre.